Virtual Reality – til autister af autister
”Den ene kan godt tage bussen, den anden kan ikke.” VIFIN har i en årrække haft et godt samarbejde med AspIT i Vejle, der sørger for IT-uddannelse af unge diagnosticeret med autismespektrumforstyrrelse.
I den forbindelse har vi haft en række fantastiske unge mennesker i praktik og endda været så heldige at kunne skaffe reelle arbejdspladser også. Men til tider kan der være stor forskel på, hvad disse unge mennesker er i stand til. Eksempelvis at nogle sagtens kan tage offentlig transport, andre kan ikke. Det ledte til en tanke om, hvorvidt Virtual Reality, der for øjeblikket indgår i et massivt antal pilotstudier til behandling af social fobi, kunne bruges til at træne færdigheder hos autister?
6 måneder senere var et større EU-projekt i gang, hvor vi undersøger netop dette aspekt. Formålet med projektet er at identificere 10 hverdagssituationer, som er svære for autister at navigere i, bygge disse situationer op i Virtual Reality, lade en række personer med autismespektrumforstyrrelse afprøve dem, og se om det har en ønskværdig effekt. Offentlig transport blev på tværs af Danmark, Tyskland, Frankrig, Cypern og England identificeret som et kæmpe problem, så netop den udfordring er vi nu gået i gang med at modellere i VR.
Men vi vil også gerne forberede autisterne på arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedet på dem! Derfor er det, i så stort omfang det lader sig gøre, autister, der programmerer og modellerer VR-miljøerne. Samtidig rettes miljøerne hen på områder, der har med det at gøre at kunne være på en arbejdsplads. Som en del af projektet bliver der ligeledes udfærdiget en guide til virksomheder om, hvordan man bedst muligt skaber en sund arbejdsplads for autister og opnår det bedste samarbejde.
Du kan læse mere om projektet, både på hjemmesiden og i det første nyhedsbrev, som du kan finde her.