Smart U Vejle
Formål
Projektet handler overordnet om at knytte universiteters undervisning og forskning til Vejle. Ideen er at give lettere og mere målrettet adgang til universitetsaktiviteter som mastermoduler og online undervisning, forskningssamarbejde, studievejledning og gode praktikforløb.
Målet er kvalificerede medarbejdere på virksomhederne, adgang til ny viden, undervisning, der passer til medarbejdere, kommune og virksomheder, og god uddannelsesvejledning.
Intentionen med Smart U Vejle er på længere sigt også at understøtte alle borgeres adgang til videreuddannelse. Eksempelvis borgere fra udsatte områder eller såkaldte expats, der er kommet til Danmark med deres arbejdende ægtefælle og gerne vil videreuddanne sig eller fortsætte allerede påbegyndt uddannelse.
Aktiviteter
Projektet definerer og afprøver en hybrid mellem flere forskellige universitetsfunktioner. Aktiviteterne er derfor under løbende udvikling, men med udgangspunkt i følgende 5 søjler, som indbyrdes spiller sammen:
- Forskningssamarbejde (bl.a. samarbejde med universiteter om forskning baseret på projekter i Vejle)
- Undervisning på universitetsniveau (bl.a. masteruddannelser eller dele heraf i samarbejde med danske og udenlandske universiteter, der vil udbyde undervisning og forelæsninger i Vejle)
- Det virtuelle universitet (bl.a. undersøgelser og udvikling af online didaktik)
- Læsesal og vejledning (bl.a. studiepladser og samarbejde med universiteter om adgang til deres materiale)
- Styrkelse af studiepraktik (bl.a. sikring af længerevarende tilknytning af studerende til Vejle)
I dette samspil kan f.eks. skabes et forløb, hvor Smart U Vejle på baggrund af et projekt med tilknyttet forskning kan tilbyde undervisning, der baserer sig på de behov for kompetenceudvikling hos medarbejderne, som forskningen har afdækket.
Partnerskab
- Uddannelse & Læring, Vejle Kommune
- Vejle Bibliotekerne
- Danske og internationale universiteter (afhænger af de igangværende projekter)
- VIFIN
Finansiering
Smart U Vejle består i praksis af underprojekter, som bevilges fra forskellige puljer.
Mere information
Læs mere på http://smart-u.dk/