Onlinekursus om resiliens
VIFIN udgiver gratis onlinekursus om resiliens til borgere i Vejle Kommune
Fra 8. november udgiver VIFIN et gratis onlinekursus, der skal oplyse borgere om resiliens og resiliensarbejdet i Vejle Kommune.
I 2017 blev Vejle Kommune en del af EPICURO-projektet (European Partnership for Innovative Cities within an Urban Resilience Outlook). Projektet skal styrke byers resiliens. Det sker med udgangspunkt i FN’s internationale strategi for katastrofereduktion ved at ruste byer til klimaforandringer i forhold til vand.
I forlængelse af EPICURO har VIFIN udviklet et gratis onlinekursus om resiliens til primært borgere i Vejle Kommune.
”Urban resiliens kan virke som et mystisk og svært tilgængeligt begreb. Jeg arbejdede derfor primært ud fra, hvordan begrebet kunne afmystificeres, så borgere i Vejle Kommune kan forstå, hvordan de selv kan være med til at forme deres by ved at tænke resilient, og hvordan de selv bliver en del af denne udvikling,” siger Søren K. Møller, udvikler af kurset.
Kurset er opdelt i fire korte kapitler:
Første kapitel beskæftiger sig med definitionen af resiliensbegrebet. Andet kapitel beskæftiger sig med udfordringer og indsatser i Vejle Kommune. Tredje kapitel handler om udfordringen omkring vand i Vejle By. Fjerde kapitel handler om, hvad man selv kan gøre og hvilke visioner kommunen har for resiliensarbejdet.
”For at en by skal kunne udvikle resiliens, er det afgørende, at byens borgere er en aktiv del af processen. En by bliver ikke resilient uden dens borgere, og dette indbefatter en god forståelse af urban resiliensbegrebet,” siger Søren K. Møller.
Kursets målgruppe er borgere i Vejle Kommune over 15 år, men alle har mulighed for at gennemgå kurset og blive klogere på, hvad resiliens er, og hvad resiliens betyder i forhold til udviklingen af en by.
Vejle Kommune har siden 2013 været medlem af bynetværket, 100 Resilient Cities. Det betyder at Vejle har forpligtet sig til at udvikle og dele løsninger på fremtidens udfordringer med byer som Rio de Janeiro, Paris, Rotterdam, Durban, Los Angeles, London og New York.
Med sin satsning på resiliens-området er det Vejle Kommunes ambition at blive en innovativ foregangskommune, der demonstrerer, hvordan byer kan løse store problemer og vise stor ansvarlighed.
Kurset er tilgængeligt på: https://courses.dansk.nu/course/resiliens
Kontaktinformation:
Projektleder og fundraiser Elizabeth Gregersen: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. , tlf. 7681 3880