Nordens dage

Formål
Med Nordens Dage ønsker vi at vække en interesse og nysgerrighed for Norden. Vi giver eleverne et større indblik i Nordens historie, geografi og den aktuelle hverdag.

Derudover udfordrer vi også elevernes kompetencer i de 3 nabosprog norsk, svensk og dansk. For de grønlandske, islandske, færøske og finske elever er det fremmedsprogsundervisning, mens det for de norske, svenske, ålandske og danske elever er undervisning i nabosprog.

Aktiviteter
Nordens Dage er et interaktivt, digitalt undervisningsforløb for 8. klasserne i hele Norden, som løber af stablen over 3 ”eventdage” om efteråret. Undervisningsforløbet har været gennemført hvert år siden 2013.

Mellem 20 og 30 klasser fra landene Sverige, Norge, Finland, Island, Åland, Færøerne, Grønland og Danmark inviteres til at deltage. Inden eventdagene mødes lærerne til et 2-dages seminar i Danmark.

Med Nordens Dage skabes en autentisk kommunikation via en interaktiv platform. Her arbejder eleverne sammen på kryds og tværs af de nordiske lande. De lærer af og om hinanden og bliver således bekendt med, at de qua de 3 nabosprog, dansk, norsk og svensk, faktisk kan kommunikere med ca. 20 millioner nordboere.

Nordens Dage adskiller sig fra andre digitale undervisningstilbud i skandinaviske sprog ved, at forløbet tilrettelægges og bliver fulgt af gruppen bag projektet. Det betyder, at projektgruppen, udover at stille en færdig platform samt opgaver til rådighed, også er tovholder igennem hele forløbet.

Partnerskab
Projektet bliver gennemført af VIFIN, med fokus på samarbejde med Vejles venskabsbyer: Molde, Borås og Mikkeli. Derudover er vores partnere:

Finansiering
Projektet har indtil videre været støttet af Vejle Kommunes venskabsbypulje, udlodningsmidler fra Undervisningsministeriet, Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, Nordisk Kulturfond, Nordplus under Nordisk Råd og Clara Lachmanns Fond.

Mere information
Du kan finde mere information på www.norden-online.dk.